Undersøgelse og prøvetur
Når du har fundet en brugt bil, du er interesseret i, så gennemgå den først grundigt og prøvekør den derefter. Tag eventuelt en kammerat med, fire øjne ser bedre end to.
Gennemgå bilens papirer
Tjek, at registreringsattesten og bilens stelnummer passer sammen. Tjek også, at det er sælge, der står som ejer af bilen på registreringsattesten - bed om at se billed-ID. Har bilen nummerplader på, skal de to numre også være ens. Hvis du køber bilen, skal du huske at få alle papirerne med fra sælgeren: registreringsattesten, servicebog, eventuelle kvitteringer for reparationer og naturligvis en kvittering for handlen (se også afsnit om slutseddel).
Få lavet en brugtbilstest
Når du køber brugt bil, er det en god idé at få foretaget en brugtbilstest, inden du underskriver slutsedlen. Når du ved, om der er fejl på bilen, kan du og sælger aftale, hvem der betaler udbedringen.
Tjek for restgæld i bilen
Husk at tjekke, om der er restgæld i bilen. Det gør du ved at ringe til Bilbogen på tel. 9968 5850 på hverdage mellem kl. 9 og 12; denne service er gratis. Mod gebyr kan du benytte Bilbasens online service på bilbasen.dk. Du skal oplyse bilens stelnummer, der står på registreringsattesten. Hvis der er restgæld i bilen, og der samtidig er registreret pant hos Bilbogen, skal du betinge dig, at restgælden indfries og pantet bliver slettet.
Ansvarsforsikring inden omregistrering
Inden du får omregisteret bilen i dit navn, skal du som minimum have tegnet den lovpligtige ansvarsforsikring på bilen. Du skal kontakte dit forsikringsselskab og få et forsikringsbevis, som skal medbringes hos SKAT ved omregistrering af bilen.
Omregistrering
Handler du privat, og bilen har nummerplader på, skal du omregistrere den inden 3 uger efter købet. Omregistrering af bilen foregår ved SKAT. Du kan finde det nærmeste skattekontor på skat.dk. Til omregistrering skal du medbringe:
- den originale registrering
- forsikringsbeviset
- anmeldelsesblanket til syn og/eller registrering
- evt. synspapirer
Det kan være en god idé, at køber og sælger foretager omregistrering i fællesskab. Er der ingen plader på bilen ved en privat handel, kan du hente dem hos SKAT.
Regler for syn
Biler under fire år skal ikke synes ved ejerskifte. Er bilen ældre, kan den ejerskiftes uden syn mellem de periodiske syn, medmindre der er gået mere end 2 år siden sidste syn. Hvis bilen skal synes, skal du selv bestille tid hos en synshal.
Slutseddel
Når du køber bil af en privat, er du ikke beskyttet af Købelovens særlige regler om forbrugerkøb; dvs. der er ingen garanti eller reklamationsret, medmindre det er udtrykkeligt skrevet ned. Den bedste måde at sikre sig, er ved at benytte en rigtig kontrakt. FDM har lavet en slutseddel, som du kan benytte, når du handler bil privat. Den kan downloades gratis på www.fdm.dk/slutseddel. Husk at alle aftaler skal skrives ned, da det er svært at bevise mundtlige aftaler, hvis der opstår uenighed efterfølgende.
Det rigtige bilkøb?
Stol på din mavefornemmelse, og lad dig ikke presse til at købe bilen. Har du en dårlig fornemmelse af bil eller sælger, så find hellere en anden bil.
Hent de gode råd som pdf
Tilbage til Tryghedstjek