Nyheder

  1. 2012
  2. 2011
  3. 2010
  4. 2009
  5. 2008

Ikke nok interesse for velgørenhed

Ikke nok interesse for velgørenhed

Kun omkring 1000 danskere har deltaget i SMC-Biler og Škodas sms-konkurrence om at vinde en bil. Der er derfor høje vinderchancer en uge før lukketid, fortæller SMC-Bilers direktør, der samtidig ærgrer sig over den ringe opbakning.

Over sommeren har en Škoda Fabia Greenline fungeret som følgebil for det velgørende cykelløb Team Rynkebys tur til Paris. Cykelløbet samler penge til Børnecancerfonden – og det var også tanken med sms-konkurrencen om bilen. Danskerne har bare ikke bidt på, og det er sørgeligt, mener SMC-Bilers administrerende direktør.

- En konkurrence om en bil kan traditionelt hente helt op til en million hjem til velgørenhed. Men jeg er bange for, at konkurrencen er druknet i alle de andre gode initiativer, der har været omkring Team Rynkeby, og det er jo trist at Børnecancerfonden går glip af en stor sum til deres vigtige arbejde, siger administrerende direktør Lars Simper, SMC-Biler.

- Derfor vil jeg gerne opfordre så mange som muligt til at deltage i konkurrencen og give deres bidrag til kræftramte børn. Der har aldrig være bedre vinderchancer på en bil.

Sådan deltager du
Ved at sende en sms med teksten ”rynke” til 1919 deltager man i lodtrækningen om en  Škoda Fabia GreenLine til en værdi af 189.000 kr. Det koster 100 kr. plus almindelig sms-takst at deltage. De 100 kr. går ubeskåret til Team Rynkebys indsamling til Børnecancerfonden. Bilen er doneret af Škoda i Danmark og SMC-Biler.

Konkurrencen løber til og med 10. september 2010, og der kan sendes lige så mange sms’er, man vil. Vinderen får direkte besked og får overrakt bil og nøgler i Ringe på Fyn 18. september 2010.